9 punkter for uddybning af mit talsystem

Jeg blev introduceret i numerologien i 1980 på Brøndstedcenteret under Gerda Tyrsteds ledelse som havde overtaget rettighederne efter den afdøde verdensberømte healer Ronald Beesley. Ronald Beesley var i sin tid åndelig vejleder for Winston Churchill under 2. Verdenskrig.

1: AL TINGS BEGYNDELSE

I tidernes morgen var kun tomhed og derfor eksisterede tiden ikke. Universets udvidelse fik tiden til at gå. I denne, universets tid, har livet en hensigt. Denne hensigt lever vi alle i. Det er alle menneskers udgangspunkt til selv at have en hensigt som skal videreudvikles. Det er det ansvar man har hver især. Livet begyndte ikke ved en tilfældighed i tomheden hvor tiden ikke eksisterede, da intet kan ske i tomhed. Livet blev sat i gang "udefra". Derfor har livet en mening. Numerologi afdækker denne mening for den enkelte.

2: KALENDEREN

I inddæmning af tiden opstod kalenderen der blev skabt i år 532 af munken og astronomen Dionysius Exiguus. Det er denne kalender der fortæller om din og din slægts væksttal ud fra fødselsdagen. Her eksisterer tidslængderne mellem hændelser som er så vigtige for analyse i vores udvikling.

3: CIVILISATIONEN

Vi mennesker vil gerne være civiliserede. Hvis vi ikke havde de ni grundtal: 1 2 3 4 5 6 7 8 9 var der ingen civilisation. Hverken mere eller mindre. Denne talrække fra 1 - 9 er fuldkommen. Der er ingen der tænker på at opfinde et ekstra tal. Talrækken fra 1 - 9 har vi taget til os som en naturform. Det skal man tage alvorligt og have respekt for.

4: TALLENE

I numerologi virker tallene analyserende, arrangerende og tydeliggørende i alle former for samvær og kommunikation mellem mennesker. Fjernede vi tallene ville vores samfund gå i opløsning. Det er realiteter. Tallene skal derfor tages alvorligt.

5: TALRÆKKEN

Talrækken: 1, 2, 3, 4, 5, 6, 7, 8, 9, er udtryk for en vækstproces. Vi kender det fra vi vokser op og bliver 9 år. Vi er den samme person som 1-årig og som 9-årig. Som 9-årig med meget mere erfaring fordi vi har været gennem en vækstproces. Hvert tal i denne proces er en fortsat udvikling fra det forrige tal. F.eks. 3 fra 2. - 5 fra 4. - 7 fra 6.

6: FØDSELSDAGEN

Din fødselsdag der består af dag, måned og år, er tal som er det niveau du er kommet til i din udvikling. Repræsenterer din højere bevidsthed og er det positive udgangspunkt for det du skal.

7: KODEN

For at klare vores livs hensigt og for at vejlede os, har vi hver især en kode. En arbejdskode (skæbnetal) som er tværsummen af vores fødselsdagtal og derfor unikt for os. Når vi bliver født, har vi derfor en opgave. - Denne opgave skal du tage alvorlig da det er din vejledning. Der er intet hokus-pokus ved det. Det kan regnes ud det hele.

8: NAVNET

Når du er født, får du et navn. Dette navn bliver du langsomt bevidst om efterhånden som du vokser op. Det sætter sig fast i din bevidsthed og er ikke til at slette, om du kan lide det eller ej. Om du er døbt eller bare givet et navn er ligegyldigt. Navnet består af bogstaver som har en bestemt position i alfabetet og kan som sådan laves om til tal. Dit navn der er en bogstavsrække, er derfor også en talrække. Det er den du har fået udleveret. Skal derfor tages alvorlig.

9: KONKLUSION

Kalenderen giver dig dine vækstelementer (tal) den dag du bliver født (tal) sammen med navnet (tal). De sætter sig uoprettelig fast i din bevidsthed og er alle områder som du ingen indflydelse har haft på. Du får dem givet og det er op til dig at udvikle dig ud fra disse vækstelementer.